INZAIN Cykeleventyr

Ride Report af Risto Aalto

Det havde været en af de hidtil mest intense uger i løbet af efteråret, ja, man skulle passe en hel uges arbejde på 3 dage for nu at være på Arlanda Expressen torsdag morgen på vej til Toscana og en uges cykeltur. Ser landskabet uden for vinduet suser forbi, mens jeg langsomt gennemgår forberedelserne til turen... …rensede cyklen, købte kædelås, ny kæde, opladede batterier, downloadede ruter, genforbundne wattmåler og computer, det samme for pulsmåleren… … hmmm, hvor pakket jeg har lagt computeren fra mig?... ...tænker febrilsk gennem pakningen, tøjet, værktøjet, taskerne, cykeltasken, men kan for mit liv ikke huske, hvor jeg har lagt computeren ned... ...Hel-e! Har jeg glemt computeren? Hvad laver jeg nu?

Dag -1, fredag, Pisa – Lucca thor ~60 km

Cyklen samles efter flyveturen, morgenmaden er færdig og det er tid til en "check-out tur". Jeg meddeler banden, der er der, at jeg gerne vil cykle til Lucca, da jeg fandt ud af, at der er en cykelbutik der, som har Wahoo i sit sortiment. Ja, jeg skulle så købe en ny cykelcomputer og da Wahoo er den bedste jeg ved, var valget ret oplagt. Gerry gjorde sit bedste for at opmuntre mig med glade udråb... ...om alternative mærker.

Vi glider langsomt rundt på fine... ...eller rettere meget fine grusveje op til cykelbyen Lucca. Der er tilsyneladende flere professionelle cykelklubber, der træner der i deres "off-season". Lucca er en fantastisk hyggelig lille by med masser af hyggelige kaffesteder indenfor den store ringmur. Der er også en lang og fin akvædukt fra romertiden, der byder på en dejlig cykeltur i sin skygge. 

Vi fik heldigvis fat i en ny cykelcomputer til mig og ugen var dermed reddet. 😊

Dag 0, lørdag, Pisa tor 65 km

Flere af deltagerne ankom i løbet af fredag aften, fik samlet deres cykler og nu lørdag formiddag var det tid til selve "check-out turen". Gerry havde forberedt sig med en fornuftig tur ned til havet som bød på en snæver 7 mil runde med kun 110 meters højdestigning. Det var lige det rigtige for mig, fordi det var noget andet, jeg også havde glemt derhjemme... ...træning! - Havde stort set ikke rørt min cykel siden sidste påske, hvor vi var ved Mallis og cyklede. Jeg var uendelig taknemmelig for at kunne starte blødt på denne måde. 

Der var dog en lille gruppe, der satte sig for at tage til Lucca "Den hårde vej" over bjerget under deres kor. I stilhed var jeg ret imponeret over den bandes bedrift og troede, at dette kun kunne ende på én måde for mig. Jeg ville lide af alvorlige kramper og banke på hver sektion, jeg ville blive henvist til kønshjørnet af bussen for at lede efter min tabte form... 

...bussen ja, den blev i løbet af ugen kørt af Terje, C-J's fantastiske fyr, der muntert sørgede for, at al bagagehåndtering, vanddepot og energifordeling samt fotografering og drone "pilotering" blev håndteret med velbehag. Med den attitude og energi vil han nå langt... Han lånte også fars cykel en dag og satte os alle på stedet uden selv slanke hagesmække, eller tubeless for den sags skyld... ...bare det!

Dag 1, søndag, Pisa – Volterra 120 km 1900 højdemeter

Tagget som helvede, nu var det, en Bike Gravel Radonnée i klassiske toscanske spor, L'Eroica, Strade Bianchi, Via Francigena osv...! En vidunderlig morgen, kølig, vindstille og stille. Italienerne sover i, og kun klikket fra vores gearskifte og rulle høres. På dæmningsvolde langs Arno-floden går turen, uden at vi skal yde nogen nævneværdig indsats. Der bliver snakket lidt i forskellige grupper og generelt hyggeligt mens vi har bjergene i baggrunden mod nord og sletten på den anden side, som diget vil beskytte mod i tilfælde af oversvømmelse. Det er nemt, det er grus blandet med græs. Overraskede hundeejere og lejlighedsvise joggere er de eneste mennesker, vi møder i de tidlige morgentimer. 

Efter cirka halvdelen af afstanden begynder vi at klatre. Det bliver hårdt for undertegnede. Temperaturen har også passeret de 25 grader, hvilket er lidt usædvanligt for os. I løbet af de resterende 6 miles klemmer vi os ind på omkring 1700 højdemeter, hvilket betyder 280 højdemeter per mil, hvis ende byder på en stigning på cirka 450m. Mange af os graver dybt denne første dag på ruten, og endelig når mørket begynder at falde på ankommer vi til landsbyen Volterra. Nu er vi endelig i gang, trætte, glade og taknemmelige for at være ankommet.

Dag 2, mandag, Volterra – Siena 75 km 1450 højdemeter

I morges tog Riggert og jeg beslutningen om at lette lidt og tage en lidt nemmere og mere lige vej til Siena. Vi valgte i stedet 10 km asfalt. Vi modtog dog beskeder via WhatsApp om, at det havde været hårdt under den almindelige rute. Rejsen havde i første omgang en lang stigning på grus som bagefter landede i en "jungle/regnskov". Grupperingerne blev skilt fra hinanden, gik lidt vild og frokostpauserne endte forskellige steder...

For mit vedkommende var det nødvendigt at have en dag imellem, for at kunne løsne de stive ben nogle gange. I løbet af de sidste 3-4 km fik Riggert og jeg ugens eneste skvæt regn, kølende og dejligt.

Dag 3, tirsdag, Siena – San Quirco d'Orcia, 67 km 1150 højdemeter

Da mange også havde det svært med dag 2, da de kom for sent, havde du måske ikke tid til at gå rundt og se nogle seværdigheder i Siena. Det var i hvert fald, hvad vi fik at opleve her til morgen, da vi alle valgte den "dejlige" rute for dagen... ..underligt nok havde ingen lyst til at forbrænde nogle ekstra kalorier med "Hårde" eller endda "Mellem" ruten.

Vi kom forbi den klassiske plads med Rådhuset og Sienas tårn, stedet hvor det årlige hestevæddeløb "Palion" afholdes hver sommer i august.

Det er nu i løbet af dag 3, at vi kommer ind på ruterne med de kendte navne, de ruter som vi længtes efter. Vi finder bølgende landskaber, kridhvide jordveje, minimal trafik, sol og varme... kan det blive bedre? 

Vi holder en lidt anden fart, et par punkteringer er også med til at sprede feltet. Jeg ender til sidst med at cykle med "Dala-klyngen" mod hotellet. Vi kæmper tappert mod målet og finder endelig en uforlignelig udsigt over bjergene og dalene imellem. Der er en lille tåge i luften, som bidrager til atmosfæren og solnedgangen på verandaen. 

Dagens bedrift var Mats Aadde, der på grund af nogle tekniske problemer med sin cykel stod af lidt senere og derfor cyklede hele dagen alene mod mål. Godt gået Mats!

Dag 4, onsdag, San Quirco d'Orcia – Siena, 94 km 1900 højdemeter

Åh! Vi har næsten passeret halvvejs! Det er begyndt at synke ind, at hos os deltagere, at der et eller andet sted er en ende på denne vidunderlige fokuserede tilværelse, et sted fremme, kommer hverdagen over os med stormskridt... ...men for nu er vi i paradis 😊. Ruten drejer, og vi går igen nordpå mod Siena. Vi vælger nogle nye veje, der tager os over helt fantastiske bjerge og slugter på begge sider af vejen. På netop denne dag føler jeg mig energisk og stærk, jeg har formået at bekæmpe nogle begyndende gnavere i agterenden og mærker også, at benene er kommet til live efter en meget lang pause. Jeg trækker derfor lidt i starten og oplever pludselig, at jeg er den næste alene. Mikael slutter sig til mig, og vi går ud fra, at de andre holdt et par pauser undervejs. Vi beslutter os for langsomt at rulle videre, i håb om at de vil indhente os. I hvert fald ruller vi snart ind til frokost i Aciano, en hyggelig lille landsby langs L'Eroica-ruten. Sidder og trækker vejret et stykke tid og forsøger at indtage alt, hvad vi har set. Frokoster Nå, det ser ud til, at italienere er meget glade for hvidt brød... ...i alle dens former. Så længe det er hvidt, er det godt... Pizza, Bruschetta og Pane til maden osv. I dag blev det Bruschetta til frokost. Jeg følte dog, at min mave ikke rigtig ville have mere hvidt brød mere, men hvad gør man, når udbuddet ikke var så stort?

Så Cola, Kaffe, Bruschetta og så afsted igen. 

Troede, jeg havde Piotr med mig, da jeg gik fra frokost. Efter et par drejninger i landsbyen var han dog forsvundet, og jeg tænkte, at han måske var stoppet for at vente på de andre, eller også valgte han asfalt mod Siena i stedet... Vi havde nogle alvorlige stigninger foran os på gruset nu i løbet af kl. anden halvdel af dagen.

Omkring 200 højdemeter pr. mile sætter sine spor, selvom man føler sig energisk... Det begynder at gå lidt langsommere og ved ca. 7 mil passeres jeg af Anders (Lisa). Anders er super stærk op ad bakke og efterlader mig i støvet bagved. Jeg begynder at føle mig lidt øm og springer lidt over gruset til sidst, hvorfor det sjovt nok viser sig, at Lisa-Anders faktisk passerer mig 3 gange de sidste 2 ½ mil. 

Udfordringen på strækningen bliver en lille HAB på km 84-85, som for mit vedkommende fører gennem et tornet krat og "Jungle", hvor en Machete ville have været det rigtige værktøj. Træt men glad ankommer jeg endelig til Siena igen. 

Dag 5, torsdag, Siena - Poggibonsi, 73 km 1300 højdemeter

Vi vågner op til endnu en skøn dag i Italien, Toscana leverer både vejr, landskab og grus til rang. Faktisk er afstanden fra Siena til Poggibonsi lige under 3 miles, men Gerry havde spejdet pragtfulde veje, der bød på både udfordring og nydelse. Jeg tror måske, at nogen begyndte at føle sig lidt sløve af dagsprogrammet og valgte lidt mere asfalt. Et par andre havde nogle udfordringer med deres cykler. 

Det er helt utroligt, hvor mange slag denne type cykel kan tage, jeg mener, jeg er ikke den letteste person i flokken, men det eneste jeg oplevede var, at jeg ved 3 lejligheder undervejs skulle pumpe mit bagdæk op, hvilket havde en lille babypunk... ...det er alt! -Du kan bombe ned ad jordveje, der bliver til knuste sten for enden, eller ende i uventede, kæmpestore "vaskebrætter" på en ned ad bakke i 35-40 knob og stadig have styr på situationen.

Jeg endte til sidst efter 8,5 miles i en hyggelig lille landsby i Chianti-distriktet kaldet Castellina in Chianti og sluttede mig til Dala-gruppen til en lækker frokost. Ved afgangen fra Castellina fik en af banden tilfældigvis punkteret, og efter et stykke tid besluttede jeg mig for at komme videre, da det så ud til, at samarbejdet mellem de tre var godt indøvet under slangeskiftet. 

Nedkørslen med den diset udsigt fra Castellina og også grusvejen, der fulgte, vil jeg låse min hukommelsesbank ind til kolde vinterdage på snurrende passet.

Dag 6, fredag, Poggibonsi – Cecina, 89 km 1200 højdemeter

Dagen starter med en jævn og flot strækning på en gammel vold, der ender i en lang asfaltstigning til dagens kaffe. Det er lidt overskyet lige om morgenen, og da vi klatrer op, kommer vi ind i selve skyen. Det er fugtigt og dugdråberne klæber som små perler på armene. Efter et stykke tid har solen brændt de lave skyer væk, og temperaturen stiger hurtigt. En hurtig kaffe på toppen efterfølges af et herligt landskab, indtil vi drejer til venstre for at komme ud på det udsøgte grus. Nogle af turens smukkeste udsigter møder os, og vi cruiser mellem vinmarkerne. I det fjerne ser vi nogle svære grusstigninger nærme sig truende, men det viser sig, at vejen drejede af i sidste øjeblik. Tænk, at Fredrik tog en ekstra tur op ad en af de bakke... Kudos, Fredrik! 

Der var dog også nogle rigtige benbrækkere for mig. En af dagens stigninger endte med en afslutning på 18% banen. 

Under alle omstændigheder var dagens oplevelse lidt af en jungle at krydse med udvaskede strækninger og en stenet ned ad bakke, der krævede fuld koncentration. Terje kom og mødte fra den anden side. Terrænet var nogle gange så vanskeligt, at han troede, han kørte den forkerte vej. Det var en dejlig pause ved bilen for at fylde vand. Frokosten nærmede sig, og vi fortsatte der på asfalt. 

Da vi først kom tættere på havet, var det en uforlignelig dejlig køretur i en fyrreskovspark de sidste kilometer før hotellet og det svalende bad i Middelhavet, 

Dag 7, lørdag, Cecina – Pisa, 79 km c:a 500? højde meter

Den sidste dag! Vi havde kun en "lille bakke" at passere i dag... mange trætte ben og nogle fejl i kortmaterialet gjorde, at alle pister ikke var helt synlige i forvejen. I en af disse stejle "surprise hills" blev vi mødt af en flok får, der blev drevet ned ad vejen af en mand i en Fiat Uno. Fårene virkede stressede og spekulerede på, om de skulle ud på marken i stedet for at møde os på vejen. Vi gjorde venligt plads og lod både fårene og bonden i bilen passere.

Jeg tog et par billeder med min telefon, og var ved at lægge den væk igen, da jeg hørte Piotr bande lidt længere fremme. Jeg så op på ham og spekulerede på, hvad der skete. Han vinkede i fuld fart og tog et par løbetrin... ...det var omkring det samme tidspunkt, som jeg mærkede den første smerte. Det gjorde ondt i numsen, i baghovedet under hjelmen, på anklerne... 

...da jeg indså hvad det var. Jeg var omgivet af vrede bier, som fårene sikkert havde jaget op fra en rede i jorden. Jeg begyndte også at vinke, hvad kan jeg gøre? Stop op og prøv at vifte dem væk eller løb og lad dem strikke,,, jeg begyndte at løbe og vinke så godt jeg kunne. Rek min hjelm af for at fjerne bierne, der stak i mit hoved. Vinkede ned af anklerne, hvor flere bier gjorde deres yderste for at gennembore sokkerne.  

Jeg talte ni bid bagefter, da jeg stoppede et par hundrede meter fra fårene og bisværmen. Jeg havde noget antihistamin i min nødtaske, som jeg altid tager med på mine cykelture. Sprængte hurtigt 2 tabletter og håbede, at jeg ikke ville få flere reaktioner end de små hævelser og smerter, jeg nu mærkede. 

Jeg cyklede videre for at komme til en større vej. Tænkte, hvis jeg får en større reaktion, er det nok bedre at være på mere trafikerede veje. Jeg indhentede Riggert og Ricardo efter et stykke tid. Ricardo følte sig en smule kras og ville forkorte distancen noget og Riggert var også træt af skimmingen, så vi besluttede at vi tager Asphalt det sidste stykke mod Pisa. Det passede mig perfekt, da jeg stadig havde mange smerter af stikket. Hvert stik føltes som et åbent sår, hvor nogen havde tømt en saltkar eller endda gnedet noget juice fra en chilifrugt ind.

Der var ingen frokost undervejs denne dag, mere end en lille hurtig kaffe. Så var der lidt asfalttempo for 3 personer mod det skæve tårn.

En uforglemmelig uge sluttede. Vores dejlige deltagere faldt af mod forskellige fly og andre transporter i løbet af de næste 24 timer. Mange vidunderlige minder og eventyr at huske. Jeg ved, at jeg savnede mange af dem, men jeg håber, at nogle af ovenstående kan hjælpe os med at huske

En særlig ros går til Terje som gjorde det hele muligt!! Ikke let at styre en flok gamle mænd, med forskellige behov og ønsker 😊

Turen som film.

Arrividerci Toscana !//inzain.bike/INZAIN.gravel/INZAIN Toscana

/Risto/Gerry/CJ